Juli slutter af med et brag: Der er torden og skybrud i sigte

Især mandag og tirsdag er der mulighed for lokale skybrud i dele af Østjylland og flere andre dele af landet, lyder prognosen fra DMI.

Mandag kan vi få regn- og tordenbyger, som lokalt kan give skybrud i Østjylland. Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

Selv om juli lakker mod enden, er det ikke slut med risikoen for skybrud i denne måned.

Det varsler vagthavende meteorolog Frank Nielsen ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt mandag morgen.

Læs også Brians hus beskudt: - Min datter kunne have siddet i stuen

- Det ser ud til at blive en lidt besværlig uge rent nedbørsmæssigt, siger han.

TV 2 Vejret har søndag eftermiddag udstedt varsel for skybrud med torden mandag eftermiddag og aften. Det gælder blandt andet for store dele af Østjylland. Foto: TV 2 Vejret

Risiko for skybrud

Selv om mandag morgen indledes med nogen til en del sol og temperaturer mellem 23 og 30 grader, så er der ikke meget sommervejr på menuen.

Læs også ALS-ramte familier får gavn af Grøn Koncert-penge

- Vi starter ugen med varm og lummer luft over landet, som gør, at vi i løbet af mandagen kan få lokale regn- og tordenbyger, som lokalt kan give skybrud, siger Frank Nielsen.

- Den vejrsituationen fortsætter i forstærket grad tirsdag, som ser temmelig hidsig ud med hensyn til risikoen for kraftige regn- og tordenbyger, som kan fortsætte onsdag. 

Han understreger, at bygerne nogle steder i landet vil kunne give masser af regn, mens der andre steder ikke vil komme så meget - eller slet ingenting.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kilde: TV 2 Vejret

Bliver køligere

Når de lokale, kraftige byger stilner af i løbet af onsdagen, begynder temperaturerne så småt at kølne af.

Torsdag og fredag ser det ud til at blive mellem 17 og 21 grader.

- Det voldsomme vejr ebber ud. Men bygerne slipper vi ikke helt af med, de bliver bare knap så kraftige sidst på ugen, siger Frank Nielsen.

01:15

VIDEO: Her kan du se den østjyske vejrudsigt for mandag og de kommende dage.

Luk video

Selv om det altså ikke tegner til en særlig sommerlig afslutning på juli, så afviser meteorologen ikke, at sommervejret kan komme tilbage igen i august.

Læs også Mor advarer unge efter dobbelt dødsfald: - Det er dødsensfarligt

- Vejret denne uge er ikke ensbetydende med, at sommervejret ikke kommer igen. Jeg er fortrøstningsfuld, siger han.

- Selv om vejret skifter til et køligere gear for nu, så ser det ud til at bygerne stilner af allerede i weekenden, som kan komme til at byde på lidt mere tørt og solrigt vejr.

00:25

VIDEO: Søndag var der kraftige regnbyger med torden flere steder i det østjyske. Her er det fra Grenaa. Video: Local Eyes

Luk video