Julerejsen bliver nem
Det bliver ikke så svært med tog, bus og bil i dag og i morgen, juleaftensdag. Det spår både meteorologer, DSB og busselskaber.
I morgen er det jul og en af de helt store rejsedage. Men det bliver ikke med snestorm - det lover DMI på deres hjemmeside.
Torsdag - Juleaftensdag: Mest skyet og stort set tørt, men der er også mulighed for lidt sol. Let til frisk vind fra syd, som drejer til sydøst. Juleaften og nat fortsat mest tørt. Let til frisk vind fra sydøst, som drejer til øst og nordøst. Temp. hele døgnet mellem minus 2 og plus 3 grader.
- Generelt bliver det fint rejsevejr de kommende fire juledage med tø og ikke megen nedbør. Kun juledag er der nogen usikkerhed om et lavtryk fra Italien, som formentlig har nedbør med. Men vi ved ikke nu, om nedbøren bliver hvid eller bare er våd, siger vagtchef hos DMI Frank Nielsen.
Hos Østjyllands Politi er anmodningen om al unødvendig kørsel udkørsel i Østjyllands politikreds ophævet. Alle større veje er nemlig nu ryddet og farbare.
Politiet henstiller dog til forsigtig kørsel, da mindre veje stadig kan være fedtede og glatte.
Derfor skulle vejene være rimelig fremkommelige. Dog advarer Vejdirektoratet om risiko for rimglatte veje over det meste af landet.
Hos DSB kører regionaltogene i Jylland efter planen. Togene til Sjælland kører til tiden, men kan være fyldt godt op.
Hos Midttrafik er der endnu ikke overblik over samtlige ruter, men i Århus og Randers kører busserne med få forsinkelser.