Jørgensen afviser ikke ny landsholdstørn
De fleste i Fodbold-Danmark havde nok forventet, at AGFs 34-årige Martin Jørgensen ville sige stop på landholdet efter VM. Men måske fortsætter han.
Det kan godt være, at der snart skal 35 lys i kagemanden, og at det daglige brød i næste sæson skal tjenes i den næstbedste danske fodboldrække. Alligevel er AGFs rutinerede midtbanespiller Martin Jørgensen ikke sikker på, at han indstiller landholdskarrieren efter VM i Sydafrika.
- Jeg spiller denne turnering færdig, og så må vi se, hvordan det forløber med landsholdet. Jeg ved ikke, hvad der skal ske andet end, at jeg skal spille 1. division med AGF, og det kan godt ske, at det er et lille problem, siger Jørgensen i sin vanlige underspillede tone til spn.dk.
Endnu har Jørgensen ikke snakket med landstræner Morten Olsen om fremtiden i rødt og hvidt. Sikkert er det dog, at AGFeren senest stopper ved den næste EM-slutrunde om to år.