Ja til permanent gågade i Skanderborg
Forsøg med at spærre byens hovedgade for biler har været en succes, mener Skanderborg City Forening.
Forsøget med at holde biler væk fra Adelgade stopper 1. november, men står det til butikkerne i Midtbyen skal ordningen gøres permanent.
Onsdag mødtes Skanderborg City Forening med Skanderborg Kommune for at evaluere forsøget, og her var det overvejende positive ting, som City Foreningen i Skanderborg havde at meddele kommunen.
- Vi har høstet gode erfaringer i forsøgsperioden. Forsøget skulle netop vise, hvilke konsekvenser en gågade ville medføre. Både for byen, butikkerne og infrastrukturen. Og det ved vi nu, siger formand for Skanderborg City Forening Birgitte Bruun til Århus Stiftstidende.
Hun erkender, at der har været udfordringer med gågaden i forsøgsperioden. Men understreger, at det netop er derfor, man lavede et forsøg og ikke en permanent løsning fra starten.
- Selv om vi har medlemmer i City Foreningen, der mener, de har tabt omsætning på grund af gågaden, og på trods af parkeringsproblemer, var der et klart flertal, der vil have en permanent gågade. Så det arbejder vi selvfølgelig for, siger hun til avisen.