Inviterer syge børn i zoo
Fem kendte sportsfolk er til stede, når 1500 syge børn på lørdag besøger Ebeltoft Zoo.
1500 syge børn fra børneafdelingerne på de danske sygehuse besøger på lørdag Ebeltoft Zoo & Safari sammen med deres forældre. Her får de desuden mulighed for at møde fem kendte sportsfolk, der også deltager i arrangementet.
Børneprojekt Danmark står bag besøget i Ebeltoft, og formålet er at give børnene en god dag med masser af oplevelser. I løbet af dagen kan børnene hygge sig med dyrene og hinanden og takket være adskillige sponsorer også nyde gratis mad, drikke og is samt muligheden for at vinde en præmie med hjem til deres børneafdeling.
Fem kendte sportsfolk - blandt andre fodboldspilleren Jes Høgh - er med, og det samme er præsidenten for Børneprojekt Danmark, den tidligere OL-vinder i badminton, Poul Erik Høyer.
- Det er en stor tilfredsstillelse at have muligheden for at udnytte sit kendte navn til fordel for de her børn, siger han til Ritzau.