Intet spor af fødselsdagsbarn på flugt
Politiet er stadig uden spor af den 19-årige mand fra Randers, der onsdag flygtede fra Vestre Landsret efter domsafsigelse.
To år og tre måneder bag tremmer var en voldsom melding for den 19-årige André Illner Pedersen fra Randersegnen onsdag i Vestre Landsret.
Han bad om lov til et toiletbesøg og stak af ud gennem et vindue.
Siden er han ikke set.
Det er ikke første gang, at en fange tager flugten fra Vestre Landsret.
I 2001 havde man en særdeles uheldig uge, hvor hele to fanger tog flugten, og tilbage i 1996 lykkedes det også en enkelt person at forlade retsbygningen en smule før tid.
Hos politiet i Randers beklager man dybt den aktuelle hændelse, men regner med, at den 19-årige snart dukker op, for det er ikke rart at være på fri fod, når man skal se sig over skulderen hele tiden, lyder det fra ordensmagten.
Den unge mand fylder 20 år i dag, og det kan jo være, at det er det, der skulle fejres i frihed - før turen går til fængselscellen.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen fra Vestre Landsret klokken 19.30.