Ingen sag mod TV2OJ-direktør
Sigtelse mod TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør er frafaldet
Tilbage i midten af april afgjorde Højesteret, at TV 2 | ØSTJYLLAND ikke skulle udlevere råbånd til Østjyllands Politi i forbindelse med en sag, hvor TV 2 | ØSTJYLLAND havde interviewet flere maskerede og bevæbnede unge i Gellerup, som Østjyllands Politi ønskede at identificere via TV 2 | ØSTJYLLANDs råbånd.
I samme ombæring blev TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør, Peter Kramer, sigtet for at have bortskaffet råbåndene, så de ikke kunne blive udleveret. Den sigtelse er nu frafaldet, oplyser senioranklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi.
Begrundelsen er, at senioranklageren ikke forventer, at Peter Kramer ville være blevet kendt skyldig i sigtelsen.
- Det er jo en helt naturlig udvikling ovenpå Højesterets soleklare afgørelse. Det dokumenterer det, som TV 2 | ØSTJYLLAND hele tiden har stået for, nemlig at det helt enerådigt er os, der bestemmer, hvad vi viser i fjernsynet. Vi offentliggør ikke noget på tv og giver noget andet til politiet, siger TV 2 | ØSTJYLLANDs direktør Peter Kramer.
- Politiets egne jurister har vurderet, at de ikke ville kunne føre sådan en sag til doms, og det er jeg meget tilfreds med. Det er endnu en sejr for pressefriheden, siger Peter Kramer.
Der vil ikke blive fremsat erstatningskrav i sagen.