Ingen ny Puls-festival
Folkene bag Puls vil ikke gentage lørdagens mega-arrangement, men vil i stedet finde på noget nyt.
280 bands var i lørdags samlet til landets største musikarrangement, Puls, men arrangementet bliver ikke gentaget.
- Vi synes, at festivalen skal have lov at stå for sig selv. I hovedgruppen er vi enige om, at det var det. Vores mission var at samle musikmiljøet i Århus, og vores mål var at få 120 bands til at deltage, og det er i høj grad lykkedes, siger Jon Kraabøl, der blandt andet stod for koordinering af den gigantiske festivaldag til Urban.
Det betyder dog ikke at foreningen Puls lukker med festivalen. Den består, men:
- Jeg kan ikke sige, hvad det næste bliver. Vi venter stadig på den gode idé, siger han.
Der har været tale om, at kommunen overvejer at støtte Puls økonomisk, men det får ikke foreningen op af stolene:
- Umiddelbart er vi ikke interesseret i en fast støtte. Det er selvfølgelig en stor cadeau til vores arbejde, men vi ved ikke, hvornår vi laver noget nyt. Så er det bedre at søge støtte, når den gode idé opstår, siger Jon Kraabøl.