Ingen grund til panik i Hammel
Borgerne i Hammel bør ikke være bange - hverken for at vidne eller for at færdes i byen.
Godt 50 tilhørere fra Hammel og omegn, var mødt op til borgermødet i aftes. Anledningen til arrangementet var den voldsomme - og fortsat uopklarede - gruppevoldtægt for et par måneder siden.
Og konklusionen var klar: Borgerne bør hverken være bange for at færdes i byen eller for at træde frem og vidne i forbindelse med eksempelvis gruppevoldtægten.
Det var nogle af de ting, der blev pointeret på mødet, hvor blandt andre formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF) og Hammels borgmester, Ole Brøkner (V)m sad i debat-panelet.
Hyrevognschauffør Jan Hagerup havde taget initiativet til mødet, for at ruske op i Hammels borgere. Han frygter nemlig, at folk ved mere, end de har fortalt politiet om.
- Når fem unge mænd har voldtaget en pige, er det ikke noget man kan holde tæt med - så der må være nogen der ved et eller andet, fortæller Jan Hagerup.