Hverdagens helte hædret for deres indsats
Fire østjyder hædret for at have ydet en bemærkelsesværdig indsats
Der var store smil, håndtryk og uddeling af checks på Politigården i Aarhus, da fire østjyder blev hædret for at deres indsats, som i nogle tilfælde har været forskellen på liv og død.
- Fælles for disse borgere er, at de alle har reageret hurtigt og instinktivt og både hjulpet politiet samt ydet fysisk og psykisk førstehjælp til mennesker i nød, og det vil vi gerne takke dem for, siger politidirektør Helle Kyndesen.
Nina Cecilie Nielsen, der er 25 år og fra Grenaa.
Den 25. december 2015 ydede hun førstehjælp til en person, der havde været i et færdselsuheld. Nina var den første, der ankom til stedet. I et køretøj opdagede hun en mand, som lå uden puls, og Nina, der er sygeplejerske, reagerede resolut. Sammen med et andet vidne fik de manden ud af køretøjet, og Nina gav ham hjertelungeredning i fem til seks minutter, indtil manden pludselig selv begyndte at trække vejret.
SE OGSÅ: Reumert-priser: Dobbelt hæder til Aarhus Teater
- Ninas indsats har været medvirkende til, at manden overlevede og blev udskrevet fra hospitalet allerede dagen efter uheldet, oplyser Østjyllands Politi.
Sidsel Haahr Jensen, 35 år og Troels Solgaard Andersen, 25 år, begge fra Aarhus.
Den 14. december 2015 omkring midnat reddede de en ældre dame fra at drukne. Sammen med to andre opdagede de damen, der var faldet i vandet ved Europaplads I det centrale Aarhus. Den ældre dame kunne ikke selv komme op ad vandet, men Sidsel, Troels og de to andre fik smidt en ledning i vandet, så damen kunne holde sig oven vande, indtil politiet ankom til stedet.
SE OGSÅ: Hæder til to østjyske håndboldpiger
- De fire borgeres indsats gjorde, at kvinden overlevede episoden. De to øvrige borgere har også modtaget dusør, de var dog forhindrede i at deltage ved uddelingen tirsdag eftermiddag, oplyser Østjyllands Politi.
Per Houlberg, 66 år, fra Randers
Den 4. februar i år opdagede Per Houlberg, at en indbrudstyv var brudt ind i hans garage. Da gerningsmanden stak, af fulgte Per Houlberg efter ham, og det lykkedes ham at indhente tyven og fastholde ham, indtil politiet kom til stedet, selvom denne gjorde fysisk modstand. Det viste sig, at gerningsmanden havde begået flere tyverier og røverier.
- Vi er glade for Pers flotte indsats, som er årsag til, at gerningsmanden blev fanget. Man skal altid vurdere situationen, og om man sætter sig selv i fare, inden man sætter efter en formodet gerningsmand. Derfor skal man vurdere, om man i stedet skal kontakte politiet og observere gerningsmanden på afstand, siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
De ovenfornævnte personer har - udover hæderen - modtaget en check i størrelsesordenen 500-1.000 kroner som tak for deres indsats.