Hver anden speciallæge overvejer det private
Højere lønninger i det private får læger til at overveje jobskifte, viser århusiansk undersøgelse.
De private hospitaler er attraktive for landets speciallæger. Flere end hver anden overvejer at skifte arbejdet i det offentlige ud med et job i det private behandlingssystem, viser en rundspørge fra Århus.
Det får Danske Regioner til at tænde advarselslamperne, og formand Bent Hansen (S), som også er formand for Region Midtjylland, forudser konsekvenser for patienterne i det offentlige system, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Lægernes lokkes over i det private af højere lønninger, som vi i det offentlige ikke har en chance for at betale. Det er læger med speciale i ortopædkirurgi, røntgen og narkose, som især efterspørges, og det er lige nøjagtigt også dem, der er nøglepersoner i det akutte beredskab på de offentlige sygehuse, siger han.
Ifølge undersøgelsen blandt 600 læger, som indgår i et speciale på Aarhus Universitet, har 4 af 10 speciallæger allerede erfaringer med at arbejde i det private enten som bijob eller på fuldtid. At der er bud efter især røntgenlæger og kirurger, viser undersøgelsen også, idet ca. 80 pct. med disse specialer er forsøgt headhuntet til det private.
At lægerne ønsker beskæftigelse - helt eller delvist - i det private kommer ikke bag på overlæge Erik Kristensen, formand for Foreningen af Speciallæger (FAS).
- Det offentlige har ikke kendt sin besøgelsestid og tilbudt lægerne beskæftigelse efter arbejdstid. Hvis man havde gjort det, havde vi ikke oplevet den vandring til det private, siger han.