Hvad er en solformørkelse?
Læs blandt andet hvordan du undgår at skade dine øjne
Fredag kan vi i Danmark opleve en solformørkelse, som ikke er set lignende på vores breddegrader siden 1999. Men hvad er en solformørkelse, og hvordan man kan opleve fænomenet uden at skade øjnene? Få svarene her.
Når månen bevæger sig ind foran solen og dækker for solskiven, er der tale om en solformørkelse. Solformørkelsen kan være total eller delvis.
Solformørkelsen den 20. marts er delvis i Danmark og total i et bælte over Nordatlanten. Her bliver Færøerne og Svalbard i Norge ramt af total formørkelse.
I Danmark begynder solformørkelsen klokken 9:40 og slutter klokken 11:58.
Solformørkelsen er på sit højeste klokken 10:48, hvor den dækker 83,45 procent af solens areal set fra Aarhus. Længere sydøst i landet dækker formørkelsen en mindre del af solen, og længere mod nordvest er formørkelsen større.
Ved total solformørkelse bliver dag til nat i nogle minutter, og ved delvis solformørkelse får solen form som en glad mund.
Øjnene kan tage varig skade, hvis man ser direkte mod solformørkelsen uden beskyttelse. Man skal bruge godkendte solformørkelsesfiltre eller solformørkelsesbriller, hvis man vil se fænomenet med egne øjne.
Man må ikke se mod solen gennem en kikkert eller et kamera.
Børn bør være under opsyn af voksne, når de ser solformørkelsen.
Næste gang vi i Danmark kan opleve en delvis solformørkelse er den 10. juni 2021. Først den 25. maj 2142 kan man se en total solformørkelse i Danmark.
I nyere tid har der været flere delvise solformørkelser i Danmark. De dybeste fandt sted i 1961, 1999 og 2003. Sidste gang, solen var totalt formørket set fra vores breddegrader, var tilbage i 1851.
Formørkelsen i 1999 dækkede lidt over 80 procent af solens areal set fra Danmark, hvilket svarer til fredagens solformørkelse.