Hus Forbi-sælgere: Færre har kontanter på lommen
- Hvis ikke folk har penge på lommen, så skal det overføres elektronisk på en eller anden måde. Problemet er, at mange af sælgerne ikke kan få en bankkonto
Preben Jensen er hjemløs og lever af at sælge bladet Hus Forbi.
Han kan godt mærke, at det er blevet sværere tjene penge til tobak, mad og husly.
- Der er mindre og mindre, der har kontanter på lommen. Sådan er det jo i dagens Danmark, siger Preben Jensen.
Læs også
For tendensen er klar. Danskerne betaler med chip, plastikkort og apps på mobilen. Kontanter og småpenge er der ikke mange, der bruger mere.
- Jeg har kun plastikkort på mig. Jeg går ikke med kontanter. Det er for besværligt at rende rundt med, siger Nicolai Linnemann Larsen.
Det nye betalingsmønster, kan mærkes hos de hjemløse. Preben Jensen lever udelukkende af det, han tjener på avissalget, og det er ikke meget.
- Ikke alle dage er ens. En dag får jeg en 50er. Andre dage 150 kroner eller lidt mere. Det er meget forskelligt, siger Preben Jensen.
Sælgerne af Hus Forbi er oftest hjemløse. Og når man ikke har en adresse, kan man ikke have en bankkonto. Derfor er det svært at følge med teknologien.
Læs også
- Hvis ikke folk har penge på lommen, så skal det overføres elektronisk på en eller anden måde. Problemet er, at mange af vores sælgere ikke har nogen adresse, og så kan de ikke få en bankkonto, siger Franck Riisfeldt, værkstedsmedarbejder, Hus Forbi.
Danske Banks Mobile Pay har i tre måneder haft et samarbejde med Hus Forbi, der som et forsøg har givet en lille gruppe sælgere et betalingskort, så de fik mulighed for at tage imod Mobile Pay som betaling.
Desværre er det ikke helt problemfrit.
- Det er en rigtig god løsning for sælgerne af Hus Forbi. Men der er en del manuelt arbejde bag løsningen. Det vil vi gerne gøre mere smidigt, så flere kan få ordningen, siger Dorte Eckhoff, chef, corporate Responsibility i Danske Bank.
Preben Jensen håber at blive en af dem.
- Det kan da hjælpe sælgerne, at de kan få solgt lidt flere aviser, siger Preben Jensen.
Øverst i artiklen kan du se et tv-indslag om Hus Forbi-sælgere, der har svært ved at få solgt aviser, fordi flere og flere ikke har kontanter på sig.