Hurtigfærge-planer på Samsø
Samsø-politikere vil undersøge behovet for en fast hurtigfærge mellem Samsø og Århus.
Ideen om en hurtigfærge mellem Samsø og Århus er nu en smule tættere på at blive realiseret.
Det konservative Folkeparti på Samsø vil have nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på, om der er behov for en hurtigfærge mellem Samsø og Århus. Gruppen skal samtidig forsøge at finde ud af, om det er økonomisk muligt at etablere en hurtigrute til fastlandet.
Ideen om en hurtigfærge har tidligere været diskuteret flittigt på Samsø. Modstanderne har blandt andet ment, at en hurtigfærge vil ødelægge øens identitet som et afsondret sted langt fra storbyens stress. Tilhængerne har derimod påstået, at en hurtigfærge vil få flere beboere til at blive på øen i stedet for at flytte væk. På samme måde håber de, at en ny færge med en sejltid på under en time ligefrem kan tiltrække nye borgere til Kattegatøen.
Byrådet på Samsø tager stilling til de konservatives forslag under aftenens byrådsmøde.