Hørecenter mistænkt for fusk
Mistanke om fusk med offentlige tilskud har fået Århus Amt til at granske amtets største private hørecenter, skriver Politiken.
Fakturaer fra det private center Dansk HøreCenter viser, at der er udleveret høreapparater uden øreprop. Det indebærer at høreapparatet slet ikke virker.
At der er så stor forskel på to udleverede apparater, at amtets audiologiske overlæge slet ikke mener, at høreapparaterne kan bruges sammen. Eller at der er udleveret to høreapparater til en patient, som kun havde henvisning på et.
- Vi har på fornemmelsen. at det er en pengemaskine. Efter vores møde med Dansk HøreCenter har vi stillet uddybende spørgsmål i 12 konkrete sager, siger konsulent i Århus Amts Sundhedsstab Niels Rasmussen.
Dansk HøreCenter har indtil 12. august til at forklare sig.