Hooliganproblem vokser
Der en klar forbindelse mellem fanatiske AGF-supportere og det højreradikale miljø, fastslår politiet.
Problemet med voldelige fodboldfans vokser og vokser. På landsplan tæller hele miljøet op til 400 personer, anslår den arbejdsgruppe i politiet, der analyseret det voldelig miljø.
Arbejdsgruppen konkluderer, at de mest ekstreme tilhængere er langt mere organiserede, end politiet oprindeligt havde troet. De forskellige fodboldholds hooligans aftaler via mobiltelefon, hvor de kan tørne sammen, og på lukkede hjemmesider planlægges kommende sammenstød.
Politiets rapport konkluderer samtidig, at der en klar forbindelse mellem hooligangrupper og det højreradikale miljø.
Det er især tydeligt hos den århusianske White Pride-gruppe, som ifølge politiet har en hård kerne på 25 medlemmer og yderligere 20 medløbere.
Gruppens medlemmer er kendt for vold og ballade og har blandt andet kontakter til den ekstreme nazistiske britiske bevægelse Combat 18. White Pride-medlemmer er desuden aktive ved stærkt højreorienterede koncerter og demonstrationer.
- Man ser en helt ekstrem racisme på nogle af grupperingernes hjemmeside. Vores forslag skal sikre, at vi kommer på forkant med den racistiske udvikling, siger vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller. /ritzau/