Højbjerg-beboere frygter boligkompleks
Beboere i Højbjerg frygter, at lokalplanen ændres, så der kan bygges lejligheder i fire etagers højde i nabolaget.
Et byggefirma har været fremme med det store checkhæfte og har købt et helt villakvarter i Højbjerg. Planen er at rive villaerne ned og i stedet bygge 80 luksuslejligheder.
Det bekymrer beboerne i området, som frygter, at det vil skæmme deres kvarter, at der bygges lejligheder i op til fire etagers højde. Det kræver dog først, at lokalplanen ændres, for indtil videre er kun tæt-lav bebyggelse tilladt i området. Det skriver Århus Stiftstidende.
Men det er ikke det eneste, der kan holde beboerne i Højbjerg vågne om natten. For firmaet, Kaae Gruppen, er nu gået på yderligere opkøb på den anden side af Rosenvangs Allé. Det er beboernes bekymring, at der så skal bygges supermarkeder på det areal, og det vil så betyde en hel del ekstra trafik til området, lyder det fra Henrik Sørensen, der er talsmand for Beboergruppen Michael Anchersvej i Højbjerg.
Planen om den nye bebyggelse er nu i høring.