Hjortshøj kirke dropper gudstjeneste
Biskoppen i Århus Stift giver Hjortshøj kirke lov til at droppe den traditionelle gudstjeneste. Fremover vil Hjortshøj kirke én gang om måneden erstatte prædiken med gospel, dans og dialog.
Biskoppen i Århus Stift giver Hjortshøj kirke lov til at droppe den traditionelle gudstjeneste. fremover vil Hjortshøj kirke én gang om måneden erstatte prædiken med gospel, dans og dialog.
Der bliver ingen hellig lektie fra profeten Ezekiel, når sognepræsten Morten Skovsted på søndag slår dørene op til det, der engang hed højmesse i Hjortshøj kirke, skriver Urban.
- Det er første gang, man har givet så vidtgående tilladelse til fast at forandre søndagens højmesse. Og det er dejligt - både at slippe for de nedskrevne bønner, præstekjolen og rammerne, men bestemt også at bryde det monopol, Brorsons salmer, orglet og de oldgamle tekster nærmest har på gudstjenesten, siger sognepræsten Morten Skovsted til avisen Urban.
Han er initiativtager til den alternative gudstjeneste. Han har med en arbejdsgruppes hjælp skabt det, han kalder et tiltrængt, friskt pust i folkekirken.
-Det er et tilbud til dem under 50 år. De, der føler sig fremmede i kirken, fordi de hverken forstår, hvad der bliver sagt, eller ved, hvornår de skal rejse sig og sige amen, siger Morten Skovsted.
På Københavns Universitet kalder lektor i praktisk teologi, Hans Raun Iversen, ændringen fornuftig.
- Præsterne kan i realiteten bruge kirkens rum frit, så man kan undre sig over, at Folkekirken ikke for længst er gået i den retning, siger han og understreger, at de sognebørn, der vender Hjortshøj Kirke ryggen, nok skal finde et traditionelt tilbud i nærheden.
Og som han siger:
- Der vil helt sikkert være god plads.