Hjælp til udsatte unge
Ny hotline skal sikre handling straks over for ustyrlige unge. Rådmand har store forventninger til tiltaget.
Et nyt akutberedskab skal hjælpe udsatte unge. Beredskabet består af en hotline, som Århus Kommune og Region Midtjylland samarbejder om.
Idéen er, at man skal kunne ringe til hotlinen og fortælle om problemer med en ung under 15. Der skal så straks iværksættes et beredskab, der kan løse den unges problem.
- Jeg har en stor forventning til hotlinen. Det giver os en mulighed for med professionel bistand fra regionen at reagere rigtigt hurtigt, når vi har sådan nogle ulykkelige sager, siger social- og børnerådmand, Gert Bjerregaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tiltaget kommer i kølvandet på sag sidste år, hvor en mand mistede livet efter et knivoverfald. En 14-årig dreng var mistænkt i sagen og trods gentagne nødråb fra forældrene til myndighederne, blev der ikke handlet.
Du kan se mere om den nye hotline i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.