Her er brudekjolen anno 2013
Se Marianne Carøes bud på forårets kjoler
Det er højsæson for forberedelserne til årets store fester, og der er masser af inspiration at hente rundt omkring på messer og udstillinger.
Spørgsmålet er så, hvordan drømmekjolen til den vordende bruden skal se ud i år? Det giver designer og skrædder Marianne Carøe et bud på tirsdag i Go' Aften Østjylland.
- Der er rigtig, rigtig mange blonder i år, og der er meget hvor blonderne er transparente, så man egentlig bliver dækket, samtidig med at det stadigvæk er bart. Og så er der rigtig meget ryg. Både hvor der er nogle transparente blonder, eller hvor ryggen er helt bar, siger hun til Go' Aften Østjylland.
Hårpynt som i 1920'erne
En anden tendens, som den aarhusianske designer peger på, er, at kjolerne skal være meget slanke og gerne "dækkende" for oven. Og så er det stadig populært at få pyntet håret.
- Vi laver rigtig meget hårpynt, og vi laver også stadigvæk slør. Men det er mere 1920'er-inspireret, hvor det bliver sat, så det kommer til at virke som en mellemting mellem hårpynt og en hat, siger hun.
Klik på videoen øverst og se nogle af Marianne Carøes festkjoler, og find ud af hvor lang tid det tager, når en kommende brud skal have designet sin drømmekjole.
Du kan også se det i Go' Aften Østjylland. Det er tirsdag kl. 18.10, 21.25 og 23.25.