Havneplaner i modvind
Halvdelen af beboerne i Ebeltoft har protesteret mod planer om en ny havnefront. Se hele havne-planen her.
Et storstilet plan for Ebeltofts havnefront ser ud til at være mere populær blandt politikerne i Syddjurs Kommune end blandt borgerne.
Planen omfatter blandt andet nye områder med boliger og erhverv. Derudover er der planer om en såkaldt kulturø med kulturhus, amfiscene og honnørkaj.
Flere end 2.300 utilfredse borgere har skrevet under på en protest mod masterplanen, og Syddjurs Kommune har i høringsperioden modtaget godt 100 indsigelser fra lokale beboere og foreninger.
- Et byggeri på Den Kommunale Halvø er et overgreb mod kystlandskabet og de principper, der ligger til grund for Ebeltoft Vig-fredningen. Endvidere er det i klar modstrid med de turistmæssige interesser, der skal varetages i Ebeltoft by, at der bygges visionsløst og helt ud i vandkanten, hedder det bl.a. i en indsigelse fra beboerne i Grundejerforeningen Ebeltoft Nord.
Du kan læse hele masterplanen for Ebeltoft Havn ved at klikke i boksen til højre ovenfor. Her kan du også læse de indsigelser, kommunen har modtaget.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.