Hård linje overfor ledige får dem i job
Når kommunen skærer i kontanthjælpen, går ledige i job og uddannelse. Det viser nye tal fra Århus Kommune.
Kærlige krav virker bedre end et klap på skulderen, mener Århus Kommunes socialrådmand.
Som konsekvens af den såkaldte 300-timers-regel har Århus Kommune fjernet kontanthjælpen fra 96 personer, der har været ledige i mere end to år. Nu viser helt nye tal, at halvdelen af den gruppe har fået job, mens en ud af hver femte er gået på skolebænken.
-For mig at se, er det et klart bevis på, at den her regel fungerer. Det har jeg også kunne mærke, når jeg er ude hos virksomheder, som er begyndt at få ansøgninger fra folk, som er bange for at miste deres kontanthjælp, siger rådmand Gert Bjerregaard fra Venstre til MetroXpress.
Den kontroversielle 300-timers regel, der gælder i hele landet, giver kommunerne mulighed for at tage kontanthjælpen fra den ene part i et parforhold, hvis han eller hun har arbejdet mindre end 300 timer i løbet af de seneste to år.
Dansk Socialrådgiverforening mener, det er for tidligt, at udråbe 300-timers-reglen til en succes. Regionalformand Søren Andersen, mener en stor del af resultaterne snarere skyldes den stigende efterspørgsel på arbejdskraft.