HA-fængslinger giver ro i byen
Halvdelen af Hells Angels-rockerne i Randers sidder varetægtsfængslede i stor narkosag.
Der er fred og ro omkring rockerne i Randers i øjeblikket. Ti af byens HA'ere sidder varetægtsfængslede i forbindelse med en af de største danske narkosager nogensinde.
Sagen er samtidig blandt de mest hemmelige, for Randers Politi har været særdeles tillukket siden en stor razzia i december sidste år. Her stormede politiet Hells Angels lokale rockerborg i forbindelse med en storstilet razzia, og i den forbindelse blev halvdelen af klubbens medlemmer anholdt. Samtlige ti rockere er fortsat fængslet sigtet for omfattende handel med narkotika.
Rigspolitiet bekræfter i dag over for TV 2 / ØSTJYLLAND, at anholdelserne i Randers er en direkte følge af en sag fra Vordingborg, hvor en mand i maj sidste år blev idømt 15 års fængsel for indsmugling af narko til en værdi af 87 millioner kroner.