Guldvinder skal hjælpe SK Aarhus
Lone Mathiesen Scaglione skal få bundholdet i Toms Ligaen op at køre igen og trækker i trøjen om nødvendigt.
Det bliver en af de gode gamle, der skal hjælpe SK Aarhus videre.
Lone Mathiesen Scaglione, tidligere VM-guldvinder fra 1997 med kvindelandsholdet, skal give bundklubben det sidste spark, så de ryger væk fra bunden.
Det skriver Århus Stiftstidende.
- Jeg ser mig selv som en udefrakommende konsulent, der gennem træningen kan komme med mit bidrag til, hvor jeg mener, at den enkelte spiller kan blive skarpere. For de fleste spillere handler det om at kigge ind i sig selv i stedet for at prøve at placere skylden andre steder, siger Mathiesen.
Venstrefløjen har i denne sæson fungeret som spillende træner for SK Aarhus' 2. hold i 2. division.
Lone Mathiesen Scaglione er dog klar til at trække i trøjen, hvis hun bliver bedt om det.
- Der er selvfølgelig et stykke vej fra 2. division til liga, men kroppen skal nok holde til det. Jeg tror, det vigtigste er, at jeg brænder så meget for sporten, når jeg går på banen til både træning og kamp, og den positivitet skal jeg forsøge at give videre til holdet, siger hun.