Grov voldtægt i Århus
Kvinde var i livsfare efter usædvanlig grov voldtægt ved Botanisk Have i Århus.
Politiet efterlyser vidner, efter at en kvinde natten til søndag blev udsat for en grov voldtægt i Botanisk Have ved Mønsgade i Århus. Gerningsmanden tog kvælertag på den 28-årige kvinde, der flere gange mistede bevidstheden. Hun var så medtaget, at politiet ikke straks kunne afhøre hende. Forbrydelsen skete cirka kl. 02.45.
Manden løb væk gennem Botanisk Have til Viborgvej, hvor han fortsatte i vestlig retning, oplyser vicekriminalkommissær Allan Aarslev i Århus Politi. Manden var iført lyse bukser og mørk trøje. Muligvis havde han blod på sine bukser. Han var fulgt efter kvinden, der gik fra Ridehuset kl. 02.30. Hun nåede ikke at ringe til politiet fra sin mobiltelefon. Politiet beder vidner, der så kvinden på strækningen fra Ridehuset til Botanisk Have, om at henvende sig.
/ritzau/