Groft overfald på 15-årig i tog
En 15-årig dreng fra Ry blev overfaldet af fire andre drenge i toget fra Ry til Århus.
En ganske ung mand fra Ry oplevede i weekenden en sand mareridtstur i regionaltoget fra Ry mod Århus.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Her blev han groft forsøgt frarøvet sin jakke af fire drenge, der også fysisk overfaldt og truede den 15-årige.
Han steg på toget i Ry lørdag klokken 16.52 og passede sig selv på sin plads med musik i ørerne fra sin iPod.
På samme tog var fire drenge af anden etnisk herkomst.
De truede den 15-årige, som imidlertid ikke ville udlevere sin jakke. Det resulterede i et slag i ansigtet og flere spark, mens han lå sammenkrøllet på gulvet.
Den 15-årige fik flækket læben og stjålet sin jakke.
Han oplyser, at han hørte flere andre togpassagerer råbe op under overfaldet uden at nogen fysisk forsøgte at gribe ind.
Lokoføreren tog senere navne og adresser fra flere passagerer med henblik på vidneudsagn.