Gravid med optøet æggestok
Skejby Sygehus kan nu hjælpe kvinder til at få børn efter endt behandling for kræft.
Efter en ny type operation på Skejby Sygehus er en tidligere kræftsyg kvinde blevet gravid.
Først havde lægerne opereret hendes æggestok ud og frosset den ned. Næsten to år senere, da hun var kureret for sin cancer, satte lægerne æggestokken tilbage, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
En tilsvarende behandling er kun foretaget to gange før på globalt plan og aldrig før i Skandinavien.
- Nu ved vi, at vi kan gøre det i Danmark. Mange kvinder vil i fremtiden kunne få børn på trods af, at de har haft kræft som barn eller i de unge år, siger overlæge og professor Erik Ernst, Skejby Sygehus, til avisen.
De århusianske læger arbejdede under forløbet tæt sammen med kolleger på Rigshospitalet i København.
Selve operationerne foregik i Skejby, mens Rigshospitalet stod for nedfrysning og korrekt opbevaring af æggestokken. /ritzau/
Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.