Gråvejr venter østjyderne lørdag
Lørdagens vejr bliver gråt med temperaturer på mellem 6 og 8 grader
Selvom det kolde vejr efterhånden har sagt farvel til Østjylland, så skal man ikke regne med, at påsken starter med solskin og høje temperaturer.
- Det bliver endnu engang en grå suppedas, i hvert fald langt de fleste steder. Der kan være lidt regn i perioder, især først på dagen, vil jeg tro, siger TV 2 Vejrets Thomas Mørk.
Læs også
Bliver mildere
Kigger vi længere frem på lørdagen, så bliver det et noget mildere vejr i det østjyske hen på eftermiddags- og aftentimerne.
Mellem seks og otte grader kan man forvente i regionen. Specielt i de sydvestlige egne af Østjylland kan man forvente lidt højere temperaturer.
- Hvor det bliver varmest er nok fra Aarhus og ind mod Silkeborg, og ned mod Horsens-kanten kan man også være heldig lige at se solen, siger Thomas Mørk.
Regnvejret bliver kun sporadisk lørdag, men frem mod næste uge kan man forvente mere regn. Specielt søndag og i begyndelsen af næste uge viser prognoserne, at der er vådt vejr på vej.
Læs også
- Der kan være lidt mere regn i luften søndag, og så går det langsomt ned ad bakke både vejrmæssigt og temperaturmæssigt, hvis vi kigger frem mod midten af næste uge, siger Thomas Mørk.
I videoen øverst i artiklen kan du se den østjyske vejrudsigten for lørdag og de efterfølgende dage.