Gratis at smide affald i naturen
Østjyder behøver ikke frygte politiets bødeblok, når de smider affald i parken eller skoven. Hele sidste år blev der ikke givet en eneste bøde.
Det er ganske risikofrit at efterlade emballage, flasker og halvt fortærede pizzaer i parkerne i Østjylland.
Århus Stiftstidende har bedt vicepolitiinspektør Søren Urup fra Østjyllands Politi undersøge hvor mange bøder, der er skrevet til parksvin i løbet af det sidste år.
Svaret er "ingen".
Tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen (V) fik ellers for to år siden Folketinget med på at stramme bødeskruen gevaldigt, så det i dag kan koste 1.000 kr. at kaste selv små mængder skovtursaffald i naturen.
Alligevel er der ifølge politiet en god grund til, at bødeblokken aldrig kommer frem.
- Det er så godt som umuligt for os at bevise det, siger Søren Urup til Århus Stiftstidende.