Giver kaospiloter dødsstødet
Statsminister Anders Fogh Rasmussen nægtede i dag at komme lukningstruet århusiansk uddannelse til hjælp.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) slog i praksis det sidste søm i Kaospiloternes ligkiste, da han i Folketingets spørgetid i dag undlod at komme den lukningstruede uddannelse til hjælp.
Statsministeren understregede i folketingssalen blot, at han ikke har noget imod Kaospilot-uddannelsen, men at lukningen var et udtryk for en prioritering. Statsministeren opfordrede i stedet Kaospiloterne til at søge hjælp til en videreførelse af uddannelsen i det private erhvervsliv, der har bakket skolen meget op.
- Når uddannelsen har fået så stor støtte hos erhvervslivet, er det nærliggende, at erhvervslivet går ind og fører uddannelsen videre. Der er mange uddannelser her i landet, som gennemføres i privat regi, sagde Anders Fogh Rasmussen. /ritzau/