Gener for sindslidelser fundet
Forskere fra Aarhus Universitet finder gener for skizofreni og maniodepressiv sindslidelse.
Et internationalt forsknings-samarbejde under ledelse af professor Anders Børglum fra Aarhus Universitet har haft succes med at identificere to nye gener, som disponerer for udvikling af både skizofreni og maniodepressiv sindslidelse. Det oplyser universitetet.
De to nye sygdomsgener er fundet ved omfattende undersøgelser af arvemassens variation i flere hundrede patienter og raske kontrolpersoner.
De nye opdagelser har stor betydning for forståelsen af, hvorfor nogle mennesker udvikler disse psykiske sygdomme, hvilke biologiske processer, der er påvirkede - og hvordan.
Hermed får lægerne mulighed for udvikling af bedre behandling - såsom skræddersyet, individuel behandling med bedre effekt og færre bivirkninger.