Fuld lastbilchauffør på afveje

En lastbilchauffør ramte et skilt og kørte ufortrødent videre. Det fik en anden bilist til at tilkalde politiet.

Det var klogt, for den 37-årige lastbilchauffør fra Åbyhøj var ganske påvirket af spiritus, da politiet kort før klokken tre natten til fredag fik fat i ham.

Ved motorvejen ved Åhavevej i det sydlige Århus fik de standset chaufføren, som blev anholdt for spirituskørsel.

Lastbilen og nøglerne har politiet afleveret til firmaet.