Fuld bus-chauffør anholdt
Chauffør vakte politiets mistanke, da han stod og tissede op ad sin rutebils forhjul ved Banegården i Silkeborg.
Politiet i Silkeborg anholdt i weekenden en 50-årig buschauffør og sigtede ham for spirituskørsel, skriver Midtjyllands Avis. Forinden havde manden godt fuld kørt en bus med passagerer fra Nr. Snede til endestationen på Banegården i Silkeborg.
- En patrulje kom tilfældigt forbi, og betjentene studsede lidt over, at bus-chaufføren steg ud af bussen og begyndte at tisse op ad det ene forhjul. Da de kom tættere på ham, kunne de lugte, at han havde drukket spiritus. Derefter fik de ham til at blæse i et alkometer, som viste langt over det tilladte, oplyser vicepolitikommissær Mogens Rubech fra Silkeborg Politi.
Manden blev derfor anholdt og taget med på stationen til en blodprøve. Her forklarede han, at han havde været i byen fredag aften og at det måtte være derfor, han stadig var påvirket af spiritus.