Fugl dræbt af ulovlig gift

Fugl forgiftet med ulovlig sprøjtegift

Undersøgelser ved DTU Veterinærinstituttet og DTU Fødevareinstituttet viser, at en rød glente fra Østjylland er blevet forgiftet med pesticidet carbofuran.

Ved siden af den døde glente lå der en død fasan med carbofuran i brystkødet. Fasanen var desuden bundet fast til et træ, så den ikke kunne tages med væk fra området.  

Fuglene blev i december indsendt til DTU Veterinærinstituttet, hvor de er blevet undersøgt nærmere. 

- Vi fandt fasanens brystkød med det sorte stof i spiserøret på den røde glente, så den har spist af fasanen umiddelbart inden sin død, fortæller Mariann Chriél, der er dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet. 

 

Hurtigvirkende gift

Prøver fra fuglene blev undersøgt for gift ved DTU Fødevareinstituttet, og det bekræftede mistanken om dødsårsagen. 

-Vi fandt store mængder carbofuran både i det kød, der sad i spiserøret på glenten samt i de sorte korn i brystet på fasanen, fortæller Mariann Chriél.

Carbofuran er en hurtigvirkende gift, som tidligere blev brugt mod insekter, men da stoffet er meget giftigt, blev det i 2008 forbudt at bruge i EU, oplyser DTU Fødevareinstituttet.