Frit lejde giver gevinst
De fem østjyske politikredse har fået indleveret en del våben i forbindelse med frit lejde-aktion.
Mindre end en uge med frit lejde har allerede givet resultat i de fem østjyske politikredse. I kølvandet på den seneste tids alvorlige sager med især knive har folketingspolitikerne siden lørdag givet alle danskere mulighed for anonymt at aflevere ulovlige våben til politiet.
I alt er der i Østjylland blevet indleveret 15 ulovlige knive, fire geværer og seks pistoler. Derudover har politiet modtaget en del ammunition, en gasspray, en bajonet, en armbrøst samt en granat på 20 kilo.
- Det er gamle våben, som stammer fra krigens tid. De har sandsynligvis ligget gemt i mange år og er kommet frem i forbindelse med dødsboer, siger kriminalinspektør Ole Madsen fra Århus Politi til TV 2 / ØSTJYLLAND.