Formodet bankrøver fængslet
En 26-årig franskmand er blevet varetægtsfænglset, mistænkt for at stå bag et voldsomt bankrøveri i Lystrup sidste år.
En mand, der mistænkes for at stå bag et voldsomt bankrøveri i Lystrup den 18. august sidste år, er blevet varetægtsfængslet in absentia.
Det drejer sig om en 26-årig fransk statsborger, som ifølge politiet er én af tre mænd, der truede ansatte og kunder i Danske Bank i Lystrup med pistoler, inden de stak af.
Franskmanden sidder lige nu i et fængsel i Holland og venter på at blive overført til Danmark. Det er et samarbejde mellem det danske, hollandske og franske politi samt Europol, der nu har båret frugt.
- Vi er meget glade for have fanget den mand, der med al sandsynlighed var med til bankrøveriet i Lystrup sidste år. Og vi leder naturligvis stadig efter de sidste to, siger politikomissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.