Forlis fører til nye regler
Skonnerten Marthas forlis for præcis et år siden fører nu til nye regler for store fritidsfartøjer.
Et år efter skonnerten Martha sank ud for Grenaa, hvor to besætningsmedlemmer omkom, er Søfartsstyrelsen på vej med et sæt nye regler for de store fritidsfartøjer. Det oplyser DR Vejle, Kanal 94.
Siden forliset for præcis et år siden har foreningen bag træskibet Martha betalt 15.000 kroner i bøde, fordi Søfartsstyrelsen i sin rapport har konkluderet, at flere ting gik galt den skæbnesvangre julinat.
Det tragiske forlis medførte en omfattende debat om sikkerheden på fritidsfartøjer, og efter en høringsrunde er Søfartsstyrelsen så godt som klar med nye regler. Der indføres et uvildigt syn af fritidsfartøjer, der er længere end 15 meter, sejler med flere end seks børn og er ældre end 15 år. Men frem for alt kræver de nye regler, at de samme fartøjer også har en skriftlig manual for såkaldt sikker skibsdrift.
De nye regler ventes at træde i kraft 1. juli 2006.