Forkert firma hængt ud
Privat plejefirma i Århus fejlagtigt beskyldt for diskriminerende praksis. Firmaet var forvekslet med et firma med samme navn i Aabenraa.
En ren og skær misforståelse var årsag til, at det private firma Privatplejen i Århus torsdag blev beskyldt for at være et af de private hjemmehjælpsfirmaer, som retter sig efter kundernes ønsker, hvis de beder om kun at få en hjemmehjælper med ren dansk baggrund.
Oplysningen kom fra foreningen Mangfoldighedsnetværket. Men en gennemlytning af den båndede telefonsamtale mellem et medlem af netværket og firmaet viser, at det i virkeligheden var et firma i Aabenraa, som netværket talte med.
Aabenraa-firmaet, der indvilgede i kun at sende en hvid dansk hjemmehjælper, hedder Privatplejen, ligesom det århusianske firma.
Det andet århusianske firma, som også var med i undersøgelsen, Forenede CARE, har ikke dementeret, at det gerne følger kundernes eventuelle ønsker om ikke at få en hjemmehjælper med en ikke-dansk etnisk baggrund.
Ved en fejl kom TV 2 | ØSTJYLLAND i en ganske kort passage til at vise en medarbejder, der arbejder for Yding Gruppen. Indehaver Kurt Skydt understreger, at hans virksomhed heller ikke gør forskel og altså IKKE tilbyder den såkaldte "hvide" hjemmehjælp.
TV 2 | ØSTJYLLAND beklager fejlene.