Fodbold fair-play på 1. maj
Peter Graulund fra AGF skal tale om racisme og fairplay.
En fodboldspiller fra 1. divisionsklubben AGF er af LO i Århus inviteret som taler til fagbevægelsens 1. maj-møde på tirsdag i Tangkrogen i Århus.
Ikke for at tale politik - men racisme og fair-play på fodboldbanen.
Det er fodboldspilleren Peter Graulund, der vil tale som led i kampagnen "Giv racismen det røde kort".
LO-formand Hans Halvorsen siger, at LO er meget glade for, at Peter Graulund har indvilget i at komme.
- Det betyder meget for os. Fodbold handler om fair-play såvel på banen som uden for banen. Vi skal alle sammen være her, respektere hinanden og have lige muligheder. Århus har en rig og
stærk fodboldkultur, og det er afgørende, at vi fortsat værner om de gode folkelige værdier, som også fodboldkulturen bygger på, siger Hans Halvorsen.
/ritzau/