FOA-kritik af polske hjemmehjælpere
Fagforbundet FOA er ikke ubetinget begejstret for Århus Kommunes plan om at finde hjemmehjælpere i Polen og de baltiske lande.
I øjeblikket har Århus Kommune 100 ledige stillinger i hjemmeplejen, og det betyder blandt andet, at flere lokalcentre har svært ved at besætte stillinger om aftenen.
Derfor vil kommunen nu kontakte forskellige rekrutterings-bureauer i Polen i et forsøg på at skaffe flere hjemmehjælpere.
Men FOA mener, at pengene bliver brugt forkert, fordi de nu skal bruges på at lære polakkerne dansk i stedet for at uddanne danskere.
- Sprog er jo en nøglekompetence, når det gælder ældrepleje, og jeg synes simpelthen, dette forslag er for uambitiøst. Der er stadigvæk mulighed for at rekruttere nye kolleger til arbejdsområdet, og det har vi indgået en aftale med Århus Kommune omkring, og i den aftale er der stadig muligheder, der ikke er benyttet. Eksempelvis fik kommunen 100 ansøgninger til social- og sundhedshjælperstillinger, hvor der fulgte voksenløn med, og det er kun de 26, der reelt er blevet ansat, siger formanden for FOA i Århus, Kirsten Normann Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nogle lokalcentre mangler op mod en tredjedel af personalet i aftentimerne.
Århus Kommune bruger 40 millioner kroner om året på vikarer.