Flertal for moské
Det ser ud til, at opførelsen af en ny moské i Brabrand er kommet et storts skridt nærmere. Kun Dansk Folkeparti er imod.
Onsdag aften debatterede byrådet i Århus lokalplanen, der omfatter Sintrupvej i Brabrand. Her ønsker Tyrkisk Kulturforening at opføre en moské med tilhørende kapel, sportshal, kursuslokaler, café, butik og udstillingslokale.
Og det ser ud til, at ønsket bliver opfyldt, skriver Århus Stiftstidende. Det er således kun Dansk Folkeparti, der er imod planerne.
Det er særligt den planlagte tilladelse til byggeriets to kupler på 13 og 15 meters højde, og et vartegn på 24 meter - en såkaldt minaret, der ikke falder i Dansk Folkepartis smag.
- Det er et sejrs- og erobringsmonument uden egentlig betydning. Det rejses for at signalere, at man har erobret et område. Det er altså et politisk symbol, og det kan vi ikke gå ind for, sagde Dansk Folkepartis Lars Skov ifølge avisen.
Det fik socialdemokraterne til at reagere:
- Jeg har behov for at markere, at vi er dybt uenige med Lars Skov. Vi tager dyb afstand fra hans holdning og mener, at tilladelsen til en moské kan være med til at samle byen. Det er en helt almindelig byggesag, og skal der gives dispensationer, som i alle andre sager, vil vi kikke på det, sagde Ango Winther på mødet.