Flere uheld forsinker trafikken tirsdag morgen
E45 har været ramt af flere uheld tirsdag morgen
Første arbejdsdag efter påske har budt på udfordringer i morgentrafikken.
Tidligt tirsdag morgen skete der et solouheld på E45 i nordgående retning ved Ejer Bavnehøj.
Oprydningen efter uheldet har givet bilister på strækningen en ekstra køretid på op til 45 minutter.
Læs også
Flere uheld på E45
Også på Røndevej var et trafikuheld årsag til forsinkelser. Uheldet skete i retning fra Ebeltoft mod Feldballe-krydset.
- Vi fik anmeldelsen klokken 06.45. Der er tale om et frontalt sammenstød mellem to modkørende biler med en person i hver bil, siger Jeanette løv Rasmussen, der er kommunikationskoordinator hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
De to personer er begge kørt til tjek på skadestuen. Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ingen opysninger om, de tilskadekomnes tilstand og årsagen til uheldet.
- Der kan være tale om uheld på grund af glat føre, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Læs også
Vejtemperaturer på nul grader
Kort efter klokken 07.00 skete der igen et uheld på E45. Denne gang i sydgående retning fra Randers mod Hadsten.
Uheldet skyldes formentlig, at tre biler er kørt sammen i overhalingsbanen.
Ifølge DMI er der al mulig grund til at køre forsigtigt tirsdag morgen.
- Vejtemperaturerne ligger omkring nul grader og pletvis lidt under nul grader omkring Aarhus og på Djursland, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg.
Der er dog varmere luft på vej i løbet af dagen.
- Men især på de mindre veje skal man passe på de næste par timer, siger Martin Lindberg.