Flere sygeplejersker på vej
På flere hospitaler har de svært ved at finde nok sygeplejersker, men nu er der udsigt til mere personale. Flere er nemlig blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen.
I nat gik en stor drøm i opfyldelse for randrusianeren Cecilie Egelund Nielsen, da hun modtog beskeden om, at hun er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen i Horsens fra september.
Dermed er hun blandt 384 nye sygeplejerskestuderende i Østjylland.
Læs også
- Jeg rystede og blev helt vildt glad. Det har været vigtigt for mig at komme ind på lige netop den uddannelse. Jeg søgte ind sidste år og kom ikke ind, men så har jeg arbejdet på et bosted i Randers sidenhen, hvor mange af mine kollegaer også går på sygeplejerskeuddannelsen, og så har jeg bare vidst, at det var det, jeg ville, siger Cecilie Egelund Nielsen, der er 21 år.
På landsplan er der optaget i alt 4034 nye sygeplejerskestuderende. Det er en stigning på 7 procent i forhold til sidste år.
På sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College fik de 120 ekstra studiepladser i år, der alle er blevet udfyldt af nye studerende.
- Vi er rigtigt glade for, at vi kunne optage alle, og at der var nok ansøgere til samtlige af de ekstra 120 pladser, siger Jonna Frølich, uddannelsesdekan på sygeplejerskeuddannelsen hos VIA University College.
Læs også
Nu skal VIA University College i gang med at få de sidste brikker til at falde på plads for de nye studerende:
- På den teoretiske del af uddannelsen har vi god plads. Udfordringen er praktikdelen af uddannelsen, og der er vi nu i dialog med vores praktiksteder for at sikre, at vores studerende også får den gode uddannelse i den praktikdel, de skal have, siger Jonna Frølich til TV2 ØSTJYLLAND.
Mangel på sygeplejersker
Der er hårdt brug for Cecilie Egelund Nielsen. Sygehusene mangler nemlig sygeplejersker. Lige nu er der 46 ubesatte stillinger alene på de østjyske sygehuse. Derfor glæder det også formand for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), at flere unge vælger at gå den vej:
- Det er rigtigt positivt, at flere vælger sundhedsvæsenet til. Vi har brug for mere sundhedspersonale de kommende år, fordi der kommer flere ældre og børn og i det hele taget mennesker, der har brug fra hjælp fra vores sundhedssystem, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Foruden manglen på sygeplejersker har sygehusene også været nødsaget til at gennemføre massive besparelser. Ifølge sygeplejerskernes egen fagforening, er det hovedårsagen til, at omkring hver syvende nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt inden for tre år.
Derfor kan flere sygeplejersker ikke gøre det alene, mener regionsrådsformanden:
Det er helt afgørende, at Folketinget forstår, at det ikke er nok, at der bare bliver uddannet flere sygeplejersker. Det er også helt nødvendigt, at man afsætter de penge fra Folketingets og regeringens side der skal til, at vi kan ansætte mere personale i takt med, at der kommer flere ældre, siger Anders Kühnau (S).
Glæder sig til studiestart
For nu glæder Cecilie Egelund Nielsen sig bare til at starte op på studiet. De negative historier om faget skræmmer ikke:
- Jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe patienterne. Sundhedsvæsenet er jo noget af det vigtigste, vi har i Danmark. Så det er vigtigt, at der er hænder til at hjælpe dem, der har brug for det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.