Flere skal kunne bruge hjertestarter

Hjertestartere redder liv. Derfor skal flere mennesker kunne betjene dem

02:01

Mandag den 4. februar 2013 var en helt almindelig arbejdsdag for Lars Bo Jensen, da han var på arbejde i lufthavnen i Tirstrup.

Pludselig faldt en passager om i afgangshallen med hjertestop.

Lars Bo Jensen, der blandt arbejder som brandmand i lufthavnen, gik sammen med en kollega i gang med hjertemassage, mens en anden passager hurtigt fik hentet lufthavnens hjertestarter.

Læs også Hjertestarter spærrer gade i Randers

- Vi hjælper hinanden og kører stadig hjerte og lunger. Så får vi hjertestarteren på ham og får stødet ham. Det giver voldsomme stød, men vi får gang i hjertet. Så kommer ambulancen, og de overtager, siger Lars Bo Jensen.

Den 65-årige mand, der var faldet om, blev kørt til Skejby Sygehus og overlevede.

Men det havde han næppe gjort uden den hurtige indsats med hjertestarteren.

Håbet er, at endnu flere danskere i fremtiden vil kunne benytte hjertestartere og redde liv.

- Det er faktisk ufattelig let at gøre noget, siger Lars Bo Jensen.

Læs også Flere frivillige skal assistere ambulancefolk

Derfor var Trygfonden i anledning af den europæiske hjertestarterdag til stede i netop Tirstrup Lufthavn for at vise passagererne, hvordan man redder liv med førstehjælp.

- Jeg har længe tænkt, at jeg burde vide noget om, hvordan man laver førstehjælp. Så havde jeg halvanden time her i gaten, så det var super lige at blive opdateret på, hvordan man gør. Jeg føler mig rimelig sikker på, at jeg nu godt ville kunne håndtere det, siger Erik Mygind, forsker, Oslo.

Og man kan nærmest ikke gøre noget forkert med hjertestarteren.

- Det handler om at gøre et eller andet. Det eneste, der er forkert at gøre, er ikke at gøre noget, siger Kresten Aarup, livredder Trygfonden.

Lars Bo Jensen, der på forhånd havde modtaget træning i førstehjælp som brandmand, synes, at det er en god ide, at flere helt almindelige mennesker bliver fortrolige med at benytte en hjertestarter.

- Det er et spørgsmål om liv og død. Det er minutter, vi snakker om, siger Lars Bo Jensen.

Selv om det er mere end tre år siden, sidder mandag den 4. februar 2013 stadig dybt i ham.

- Jeg er glad for, at jeg kunne bidrage til, at han kan leve sit live videre, siger Lars Bo Jensen.

Øverst kan du se hele indslaget om hjertestartere, der redder liv.