Flere og flere børn trues pr. SMS

Politiet i Randers efterforsker tre sager, hvor børn og unge har sendt dødstrusler til hinanden via mobiltelefonen.

Meddelelser som 'jeg kommer og nakker dig' og 'du skal dø' er blevet hverdag på de helt unges mobiltelefoner. Hos blandt andet Randers Politi får man i stigende grad henvendelser fra forældre, hvis børn er blevet truet på livet.

- Selvom truslen ikke bliver alvor, ser vi på det med alvorlige øjne. Vi ved jo ikke, om det kan blive alvor, siger lederen af nærpolitiet i Randers, vicepolitikommissær Ove Stendahl, til Østjyllands Radio.

Voldstruslerne sker ved, at de unge sender beskeder direkte til hinandens mobiltelefoner. Ofte har de unge mødt hinanden først over Internettet i såkaldte chatrooms, hvor truslerne også er udbredte. I Randers er politiet aktuelt ved at efterforske tre trusselssager.