Flammer i køkkenet
Endnu et bevis på den gamle påstand: Mænd hører absolut ikke hjemme i et køkken.
En ældre mand på Dalsvinget i Silkeborg ville bare lave et godt måltid mad til sin syge kone.
Men han glemte en pande med fedtstof, og så gik det eller galt.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Fedtstoffet brød i brand og satte ild i køkkenskabene, hvorefter brandvæsenet blev tilkaldt
- Da vi nåede frem, var der en yngre mand, som havde tømt en pulverslukker ind i køkkenet, og den havde taget de værste flammer. Vi slukkede de sidste og blev så ellers enige med den ældre herre om, at mænd ikke hører hjemme i et køkken. Flere skabe omkring komfuret blev beskadiget, men ellers kan køkkenet reddes med en grundig rengøring, siger den vagthavende indsatsleder, Per Jensen fra Silkeborg Brand & Redning.
Den yngre mand kom i øvrigt på skadestuen med lidt for meget røg i lungerne, men han er udskrevet igen.
Og konen? Hun søgte tilflugt på altanen.