Fire folkeskoler står uden ledere
Fire århusianske folkeskoler står eller kommer til at stå uden ledere, da de ikke må genopslå lederstillingerne.
Skjoldhøjskolen og Ellekærskolen står allerede uden skoleledere, da de to hidtidige har forladt skolerne på grund af pension og ny job.
Det skete allerede i efteråret sidste år, men stillingerne må ifølge Børn- og Ungeafdelingen ikke genopslås, skriver Århus Stiftstidende.
Søndervangskolen kommer i samme knibe den 1. februar, mens N.J. Fjordgades Skole først får problemet ind på livet efter den 1. maj.
- De fire skolers stillinger bliver holdt ledige, fordi vi som bekendt lukker Nordgårdskolen og Frydenlundskolen til sommer. De to ledere herfra, Rani Hørlyck og Birgitte Rasmussen, har krav på en tilsvarende stilling, og derfor er vi i gang med en proces for at finde en stilling til dem. Vi forventer at afslutte processen snart og ophæve ansættelsesstoppet 1. marts, siger børn- og ungechef Ole Kiil Jacobsen til avisen.