Fire års fængsel til brandstiftere
To unge mænd idømt fire års fængsel i en af historiens største hærværksager.
To mænd på 18 og 19 år blev i går idømt fire års fængsel i en af danmarkshistoriens største hærværkssager.
Drengene var blandt andet tiltalt for at stå bag den meget omtalte nedbrænding af en hel fløj på Møllevangsskolen i Århus. Udover den omfattende brand, der medførte skader for omkring 40 millioner kroner, stod drengene blandt andet bag flere indbrud, gravskænderier og mishandlinger af kaniner på en byggelegeplads i det nordlige Århus.
En 17-årig mand er i forvejen idømt fire års fængsel for de samme kriminelle forhold, og i går besluttede Retten i Århus, at 18-årige Christopher Jensen og 19-årige Tim Petersen skal have samme straf.
Anklageren krævede, at de to skulle fem år bag tremmer, mens de to forsvarere mente, at det var nok med to år på et socialpædagogisk opholdssted. De to mænd valgte at anke dommen til landsretten.