Ferietrafik: Forvent mange biler på vejene og øget rejsetid
Denne weekend rejser mange danskere på ferie, og det vil påvirke også den østjyske trafiksituation
Uge 42 er skolernes efterårsferie, og denne lørdag er en af de helt store rejsedage. Over hele landet forventer Vejdirektoratet ekstra trafik på vejene, og kødannelser kan forekomme.
- I Østjylland vil det primært være omkring Aarhus, i lokale sommerhusområder og ned mod trekantsområdet i den sydlige del af regionen, at der vil være tættere trafik end på en normal lørdag, siger vagthavende hos Vejdirektoratet, Rune Johansen, til tv2oj.dk.
De største udfordringer forventes dog at ramme hovedstadsområdet og vejene fra hovedstaden henover Fyn og mod Tyskland.
Læs også
- Der er rigtig mange københavnere, som rejser på ferie den vej lige nu. Men alle skal påregne ekstra rejsetid. Mit råd er, at folk kommer hjemmefra i god tid, siger Rune Johansen.
Lørdag morgen er der endnu ingen meldinger om kødannelser i Østjylland, men det kan hurtigt vende. Ofte kan selv mindre uheld påvirke trafikken voldsomt på dage som denne, hvor der er flere biler på vejene end normalt, lyder det fra Vejdirektoratet.
Oplever du usædvanligt lange køer i Østjylland denne lørdag, så tip os endelig på Facebook eller på mail til redaktion@tv2oj.dk.