Fem mænd fængslet i større narkosag
Fem personer er anholdt og sigtet for salg af store mængder narko, oplyser Østjyllands Politi
Opdateret: De fem personer blev alle varetægtsfængslet i fire uger.
Østjyllands Politi har anholdt fem mænd i alderen 38-60 år onsdag formiddag. De er sigtet for narkobesiddelse, salg af store mængder narkotika og for at være i besiddelse af skydevåben.
Anholdelserne skete på nøjagtig samme tid men på forskellige adresser i Østjylland og København-området oplyser Marianne Morgen ved Østjyllands Politi.
Østjylland Politi har et samarbejde med Task Force Øst i sagen. Task Force Øst efterforsker blandt andet sager om rocker- og bandekriminalitet.
Der er grundlovsforhør af de fem mænd i dag torsdag klokken 9:30 ved retten i Aarhus, fordi man ønsker at varetægtsfængsle de anholdte.
Der er anmodet om lukkede døre ved forhøret, hvilket betyder, at politiet ikke ønsker at oplyse yderligere i sagen på grund af den videre efterforskning.